Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides
love regler paragraffer spørgsmål viden.jpg

Har du styr på din kloak?

Du må gerne rense sandfangsbrønden og spule kloakken, men du må ikke montere rottespærre eller højvandslukke. Mange boligejere har svært ved at finde ud af, hvad de selv må lave, hvad de ikke må, og hvornår kommunen kræver dokumentation for, at der er brugt en autoriseret kloakmester

De fleste boligejere har adskillige gør-det-selv-projekter, som de er i gang med, men de fleste ved ikke, at når det gælder kloakken, så bør de i de fleste tilfælde holde fingrene væk.

- Vi oplever mange boligejere, som har købt et hus og først i bagefter finder ud af, at der på ejendommen er lavet ulovligt gør-det-selv-kloakarbejde. Det er desværre ofte først, når uheldet er ude, og der fx sker en oversvømmelse eller noget stopper til, at de opdager det, og så er skaden ofte stor, siger konsulent for Kloaksektionen i Dansk Byggeri Mikael Mortensen.

Lige som med el- og vvs-arbejde skal boligejere ifølge loven have de fleste kloakopgaver udført af et autoriseret firma, som er uddannet specielt til arbejdet. Der er dog enkelte undtagelser.

- Hvis du har de rette redskaber, må du godt selv rense din kloak med fx en spuling og tømme sandfangsbrønde. Du må også lave faskiner og lignende for tagvand på både enfamiliehuse og tilhørende udhuse. Men man skal huske at søge om lov hos kommunen. Skemaer til ansøgning og færdigmelding findes som regel på kommunens hjemmeside, forklarer Mikael Mortensen.

Det autoriserede område for kloakarbejde omfatter al kloak på matriklen fra skelbrønden, som er den første brønd, man støder på, regnet fra den offentlige ledning udenfor grunden.

- Så skal du have monteret højvandslukke, rottespærre eller forandret på de eksisterende kloakledninger, skal du bruge en autoriseret kloakmester, som kan vejlede dig og sørge for, at der anvendes korrekte løsninger og lovlige materialer. Og du kan også bede kloakmesteren sørge for færdigmeldingen af arbejdet, så du selv slipper for besværet. Kloakmesteren bør nemlig afslutte sit arbejde ved at give dig en fyldestgørende og signeret tegning samt en drifts- og vedligeholdelsesplan, fortæller Mikael Mortensen.

Det er boligejerens eget ansvar at kontrollere, at kloakmesteren faktisk er autoriseret. Med firmaets navn og CVR-nummer kan det på få sekunder kontrolleres på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside i autorisationsregisteret på www.sik.dk


Kontaktinformation:
Konsulent for Kloaksektionen i Dansk Byggeri, Mikael Mortensen, telefon 30 16 37 99
Pressekonsulent i Dansk Byggeri, Anette Sørensen, telefon 30 36 02 65